Skjorten er et af de essentielle beklædningsstykker i garderoben for en mand. Af denne grund findes skjorter i et hav af forskellige modeller, mønstre, farver osv. og har man den nødvendige viden, kan man snildt finde den formålstjenlige skjorte. Denne komplette guide til skjorter kan anvendes til at finde ud af, hvordan du vælger den rigtige skjorte eller til at få svar på dine spørgsmål angående skjorter.
Hvordan skal din skjorte sidde?
En skjorte kan sidde på mange forskellige måder. Man kan vælge at bruge skjorter, der sidder løst eller skjorter, som sidder tæt til kroppen. På trods af at det er meget individuelt, hvilken type skjorte man vælger, er der nogle specifikke retningslinjer inden for skjorteverdenen, der er værd at have styr på. Her er et par et par ting, der kan være værdifulde at vide:
- Generelt er det en god idé at bruge en mere tætsiddende skjorte i forbindelse med en blazer, så skjorten ikke krøller for meget.
- Vælger man at gå med en casual skjorte, der er lidt løs og ikke er sat ned i bukserne, bør den ikke være for lang.
- Hvis skjorten skal ned i bukserne, bør den være lidt længere, da dette kan være med til at sikre, at den bliver nede i bukserne.
Hvordan skal kraven sidde?
Man kan teste, om kraven har den størrelse som den skal have ved at putte to fingre ned mellem kraven og halsen. Når dette gøres, skal kraven være helt knappet. Mens man har to fingre mellem halsen og kraven, mærkes det efter om kraven sidder for stramt. Kan man få fire fingre ned mellem kraven og halsen, sidder den for løst, og den løse krave vil virke sjusket.
Hvor brede skal skuldrene være?
En detalje, som har stor betydning for om skjorten sidder som den skal, er skulderbredden. For at vurdere skulderbredden er det syningen mellem ærmerne og bryststykket, der skal tages udgangspunkt i. Ligger syningen lige på samlingen mellem skulder og arm, sidder skjorten perfekt. Sidder syningen længere nede på armen, vil skjorten se for stor ud, og ligger den længere oppe på skulderen, er den for lille.
Hvilket ”fit” skal skjorten have?
Skjortens fit er velsagtens en af de vigtigste og mest essentielle ting man skal tage i betragtning, før man vælger skjorten. Er skjortens fit ikke egnet til kroppen, er det ligegyldigt, hvor pæn skjorten er, da den ikke vil sidde godt på kroppen. Der er forskellige ”fit” at vælge imellem, bl.a.; classic/regular fit, slim fit, modern fit og skinny fit og flere endnu. Herunder gennemgår vi to af de mest brugte modeller, nemlig classic fit og slim fit.
Classic fit
Det klassiske fit giver en komfortabel skjorte med masser af stof i kroppen og ærmerne. Dette giver stor mobilitet og bevægelighed. Denne type fit er klassisk, da det tilbage i tiden blev brugt af mænd, som oftest kombinerede skjorten med en frakke eller vest. Derfor var hovedprioriteten komfort. Skjorten kan bruges på samme måde i dag. Går man op i sin komfort, eller har man en lidt fremtrædende mave, som ikke skal tage for meget af opmærksomheden, kan man med fordel vælge det klassiske fit.
Slim fit
Som det fremgår i ordet, er modellen passende for personer, der er slanke. Slim fit er mere moderne og giver et selvsikkert look, da det eliminerer det overskydende stof, og viser kroppen frem. Det er dog vigtigt at huske, at der gås på kompromis med komforten, og ens bevægelser bliver begrænsede. Er man ikke i den bedste form eller har en stor mave, frarådes det stærkt at bruge slim fit skjorter.
Hvilken krave skal skjorten have?
Kraven er en af de detaljer, der kan ændre dit look drastisk. Af denne grund er det vigtigt, at man lærer at vælge den rigtige krave. Der findes adskillige forskellige slags kraver til skjorter. Herunder gennemgås tre af dem, som forekommer i høj grad.
Spread
Den klassiske spread-krave passer godt til et smalt ansigt. Der er en stor afstand mellem spidserne på kraven, hvilket gør spread-kraven til et glimrende valg til business skjorter og formelle lejligheder. Kraven giver meget plads til halsen og passer godt med et slips.
Forward point
Forward point kraven passer til ansigter, som er runde og brede. Afstanden mellem spidserne på kraven er lidt mindre end hos spread-kraven, hvilket gør det til en alsidig type af krave, der kan bruges til forskellige lejligheder. Skjorten med forward point kraven kan anvendes både på arbejdet og i fritiden.
Button-down
Button-down kraven kan bruges til lejligheder, hvor det ønskes at være sporty eller casual. Den kan bruges både med og uden slips og er knappet fast til skjorten ved de to spidser. Skjorter med button-down kraven kan bruges på arbejdet eller i fritiden, men bør ikke anvendes sammen med jakkesæt. I stedet kan den matches med et par chinos eller en blazer.
Skal skjorten skræddersyes?
Mange mænd vælger at bruge en skjorte, som ikke passer helt ideelt til deres krop. Med en skjorte, der passer fuldkomment ved nakken, brystet og om maven vil ens udseende forbedres drastisk. Dog er det umuligt for mange at finde denne perfekte skjorte i butikkerne, når man køber en skjorte, der er lavet til den gennemsnitlige mand. Størrelserne small, medium og large er de typiske standardstørrelser for mange skjorter, men da alle er forskellige i forhold til deres fysik, er det tit tilfældet, at man har brug for en størrelse, der ligger mellem to af standardstørrelserne. Ønsker man det perfekte fit, bør man derfor overveje, om man skal have skræddersyet skjorten, så man ikke fx skal nøjes med for lange ærmer eller for stor omkreds ved brystet eller maven. Vil man ikke ofre for mange penge, kan man gå på kompromis og vælge et billigere mærke og derved bruge de sparede penge på at få skjorten skræddersyet. På denne måde kan man i stedet fokusere på stoffet og stilen, skjorten skal have. Til store begivenheder hvor man er meget i fokus, er det en god idé at få skræddersyet skjorten, hvis man vil have et fejlfrit look.
Hvilken farve skal skjorten have?
Farven på skjorten er en af de ting, der bemærkes som det første. Hvid er den mest almindelige farve til en skjorte. Den hvide skjorte var oprindeligt det eneste valg for en gentleman. Skjorten uden farver og pletter signalerede, at han var over arbejderklassen, som skulle arbejde hårdt, svede og få beskidt tøj. Sidenhen er adskillige farver og mønstre kommet til og blevet moderigtige. På trods af dette er den hvide farve stadig den mest formelle farve og er stadig den mest sikre farve at vælge i de fleste tilfælde. Med den hvide skjorte kan man skabe en god kontrast med et mørkt jakkesæt. Den hvide skjorte kan desuden fremhæve et farverigt slips.
Den lyseblå skjorte er den anden mest populære farve, og da mange vælger den lyseblå skjorte, er det et sikkert valg, hvor man ikke skiller sig ud fra mængden. Lyseblå er en neutral farve og er let at parre med eksempelvis sort, brun, mørkeblå, grå og olivengrøn.
Den lyserøde skjorte er en af de farver, der kræver selvtillid, men som alligevel kan være et godt valg. Et mørkeblåt jakkesæt passer godt med den lyserøde skjorte. Hertil kan tilføjes brune sko. Sort, hvid, grå, creme og mørkegrøn er andre farver, der også går godt med en lyserød skjorte. Dette gør den lyserøde skjorte til en yderst alsidig skjortefarve. Arbejde hvor man vil se fin ud, cocktail med vennerne, hygge i fritiden med familien, mulighederne med den lyserøde skjorte er adskillige.
Man kan vælge at bruge mange andre farver til skjorten, men man bør være påpasselig og matche dem korrekt.
Hvad gør mønstret på skjorten?
Den mest klassiske og formelle skjorte er skjorten i en enkel farve uden noget mønster eller striber. Ved at vælge en enkel skjorte har man desuden mulighed for at fremhæve andre beklædningsstykker. Det er desuden altid nemmest at matche en skjorte i en enkel farve uden mønstre med andet tøj.
Mønstret på skjorten kan have forskellige effekter på ens udseende. Vælger man fx en skjorte med smalle striber, som ofte er hvide eller grå, vil disse trække opmærksomheden, og man vil fremstå højere. De tynde striber kan også være med til at fjerne opmærksomheden fra midtersektionen af skjorten og derved vil en fremtrædende mave ikke være lige så iøjnefaldende.
Vælger man at bruge en ternet skjorte af vandrette og lodrette striber, der krydser hinanden, kan man ikke undgå, at skjorten bliver mindre formel og giver et mere casual og afslappende look. Dette gør, at den ternede skjorte kan bruges til et bredt udvalg af begivenheder, hvor det ikke kræves, at man ser meget formel ud. Det er en god idé at have i baghovedet, at det kan være udfordrende at finde et slips, der passer til en ternet skjorte.
Sådan matcher du skjorten med en pullover
Det kan virke ret nemt at matche skjorten med en pullover, fx en sweater, og det kan det også være, men der er nogle basale ting, man bør have styr på først. En af de mest fundamentale ting man skal huske, er at skjorten uden undtagelse altid skal i bukserne, hvis man fx har en sweater over. At have skjorten dinglende under kanten af sweateren giver simpelthen ikke et godt look.En anden ting de fleste nok ved i forvejen, er at man aldrig skal putte sweateren i bukserne.
Skjorte, slips og trøje
Om man vil bruge slips, er helt op til en selv og hvor formel man vil se ud. Dette kan vurderes ved at overveje, om man ville bruge et slips til begivenheden, hvis man ikke havde sweateren over. Hvis svaret er nej, kan man sagtens klare sig uden slipset.
Sørg for at skjorte og sweater passer sammen
Det er vigtigt, at skjorten passer på ens krop, på trods af at den er gemt under en sweater. Hvis den er for stor og hænger løst, kan man risikere, at den er synlig under sweateren, hvilket vil virke klodset. På samme måde er det vigtigt, at sweateren heller ikke er for løs. Formålet med trøjen er ikke nødvendigvis blot at holde varmen. Det er meningen, at kun kraven på skjorten skal være synlig, hvorfor man bør vælge en skjorte, som ser skarp ud for sig selv og ville kunne bæres alene. Herved sikrer man også, at man kan tage sweateren af og bruge skjorten uden, hvis det bliver for varmt.
Farver og mønstre
En simpel måde at matche skjorte og pullover på er at holde sig til de klassiske farver. Man kunne fx vælge en hvid eller lyseblå skjorte sammen med en marineblå pullover. Man kunne også vælge at tilføje et sort slips sammen med den hvide skjorte og en mørkeblå pullover. En anden mulighed er at vælge en grå pullover med en hvid skjorte med lilla striber. Hertil kunne det sorte slips igen tilføjes. Endnu en af de gode kombinationer er en hvid skjorte og en beige trøje. Under alle omstændigheder kan man ikke komme uden om, at den hvide skjorte er en af de mest sikre valg og kan kombineres med mange farver.
Når det kommer til mønstre, er den første overvejelse, man skal gøre sig, om det er skjorten eller pulloveren, der skal være mønstret. At have begge mønstret frarådes, da det nemt skaber ubehagelige kontraster, som forstyrrer øjet.
Sådan matcher du denimskjorten
Denimskjorter kan bruges på mange måder; løst, i bukserne eller opknappet.
Den såkaldte double-denim er en af de omstridte kombinationer i modeverdenen. Den består af en denimskjorte og denimbukser. Kombinationen kan gøres interessant og stilet ved at matche de rigtige nuancer af denim. Man kunne fx vælge sorte denimbukser og en mørkeblå skjorte eller hvide bukser og en lyseblå skjorte. Hertil kan der tilføjes et bælte og chelsea boots eller sportssko.
Denimskjorten kan også give et smart look sammen med en blazer til en uformel og afslappende begivenhed. Udover blazeren kan man også vælge at kombinere med en cardigan eller en frakke. Looket kan fuldendes ved at tilføje et par jeans eller chinos.
Hvis man er helt vild med denimskjorter, kan man vælge at bruge den sammen med jakkesættet til en formel begivenhed. Man skal være opmærksom på at man sandsynligvis skiller sig meget ud med en denimskjorte til formelle lejligheder. Af denne grund er det nok også en dårlig idé at bruge den, hvis brylluppet er et tæt familiemedlems eller en tæt vens.
Hawaiiskjorten er en type skjorte, som mest naturligt bruges, så den sidder lidt løst og er behagelig at have på. Der er stor diversitet i designet på hawaiiskjorten, hvilket betyder at man skal vælge med omhu. Det er vigtigt, at man vælger objekter, som er interessante; fx planter eller fugle og ikke toiletter eller rumskibe. Hawaiiskjorten er nydelig i silke og evt. i uld.
Hvordan bruges silkeskjorter?
Silke er kendt for stoffets styrke, blødhed og holdbarhed. Silken giver et luksuriøst og elegant udseende. Silke produceres i naturen af edderkopper, sommerfugle, edderkopper osv.
Søger man et smart og sofistikeret look, kan man kombinere en sort silkeskjorte med et sort jakkesæt. Tilføjes sorte lædersko, er looket gennemført. Man kan også vælge at holde det simpelt og vælge at bruge silkeskjorten sammen med jeans og sneakers.
Kortærmede skjorter
Når man vælger at bruge en kortærmet skjorte, er det vigtigt, at den har det korrekte fit. Den kortærmede skjorte skal ikke være for løs. Ærmerne bør gå til midt på overarmen, og der skal kunne være en finger mellem skjorten og armen. Man ved, at den passer i størrelsen, hvis alle knapperne kan knappes helt op til halsen, uden at det giver gener, og knapperne omkring brystet ikke strækkes, når man bevæger sig. Med kortærmede skjorter skal man undgå alt for stift stof, så skjorten bliver mere flydende og åndbar.
Med den kortærmede skjorte har man mulighed for at lege med designet og bruge forskellige mønstre og striber. Et nemt sommeroutfit med den kortærmede skjorte kan være sammen med shorts, solbriller og sportssko. For at gøre skjorten til centerstykket i outfittet er det vigtigt, at shortsene er simple.
Skal man bruge en undertrøje med skjorten?
Det korte svar er ja. Der er mange fordele ved at bruge en undertrøje med skjorten, hvoraf den største er, at den kan være en barriere mod sved. Med undertrøjen på undgås det, at der kommer svedpletter på skjorten, hvilket kan være en fordel i mange situationer. Undertrøjen beskytter desuden mod pletter fra deodoranter, og derfor behøves det ikke at vaske skjorten lige så ofte. Dette vil resultere i, at skjorten holder længere. En anden helt simpel fordel ved undertrøjen er, at det ekstra lag kan hjælpe på at holde på varmen i de kolde måneder.
Desuden laves mange undertrøjer af komfortabelt stof, der er behageligt at have på.
Hvordan rulles ærmerne på skjorten op?
Du har måske aldrig tænkt over, hvordan du skal rulle dine ærmer op, men det gør faktisk en stor forskel og er noget, der hurtigt lægges mærke til. Det kan være rart at rulle ærmerne op på skjorten på en varm sommerdag, når man stadig vil have det formelle look skjorten giver, men det skal gøres på den rigtige måde. Generelt bør skjorten rulles op til under albuen, bortset fra hvis formålet er at beskytte skjorten for at blive beskidt i forbindelse med arbejde – i dette tilfælde kan man rulle ærmerne op over albuen.
Vil man rulle ærmerne op på skjorten, er der flere måder at gøre det på. Den ene måde, er at man ruller ærmet helt op under albuen. Efter at have rettet til så den ikke krøller, rulles det ekstra stykke nu op, så manchetten dækkes. Hvis manchetten har et flot mønster, kan man sørge for at toppen lige anes under folden. Den anden måde er den mest normale, hvor manchetten foldes to til tre gange ovenpå hinanden. Denne metode giver et mere afslappet look.
Strygefri skjorter
En skjorte bliver strygefri, ved at den behandles kemisk, for at forhindre at den får krøller og rynker. Denne kemiske behandling gør, at fibrene i skjorten forstærkes og herved fås en skjorte, der holder sin struktur dagen lang. Med rigtige skjortefri skjorter kan man tage skjorten ud af tørretumbleren og placere den i skabet direkte. Man undgår altså at stryge skjorten. Der er dog en lille detalje, man skal bide mærke i – de strygefri skjorter forbliver ikke strygefri for evigt. Afhængigt af hvor længe du har haft den, og hvor ofte du bruger din strygefri skjorte, vil den på et tidspunkt ikke længere være strygefri. Dette skyldes at det kemiske stof som skjorten dyppes i ikke holder for evigt. På et tidspunkt efter mange skylninger og det daglige slid vil skjorten begynde at miste sin stivhed.
De strygefri skjorter kan bl.a. fås fra mærker som Ralph Lauren og Calvin Klein.
Skal skjorten have lommer?
Det ses oftest, at skjorterne er uden lommer, hvilket der er flere grunde til. Skjorten uden lommer er den mest formelle og elegante i forhold til skjorter med en eller to lommer. Især hvis man har slips på, bør skjorten ikke have lommer.
På den anden side kan det være fint med lommer på skjorten til mere uformelle begivenheder, hvor man vil have en mindre “stiv” og mere afslappet stil. Vælger man at have lommer på skjorten, skal man huske, at de ikke må være ude af proportioner. Det kan fx være tilfældet, hvis skjorten er en slim fit skjorte.
Det er smart med lommer, hvis man rent faktisk bruger dem, så hvis formålet ikke er at være alt for formel, kan man med fordel bruge lommerne til smøger, kuglepenne, til brillerne eller noget helt fjerde. På denne måde afhænger valget af om der skal være lommer på skjorten eller ej af, hvad dine behov er, og om du vægter funktionalitet eller formalitet højst.
Den klassiske lomme er firkantet og er det sikreste og simpleste valg. Formen gør, at lommen er mindre synlig end de andre typer, da den kan gå i et med baggrunden af skjorten.
En anden type er en vinklet lomme, hvilket gør den mere synlig. Lommen har typisk en nedadgående spids.
Udover dette er der den runde, som er den mindst formelle og som bør gemmes til mindre formelle begivenheder.
Hvordan vaskes en skjorte?
Når skjorten skal vaskes, er det vigtigt, at den bliver ren, samtidig med at den slides mindst muligt.
Det første man bør gøre inden skjorterne vaskes er at sortere dem efter farverne. Hvis dette ikke gøres, kan man risikere, at de mørkere kulører smitter af på de lyse.
Inden skjorten smides i vaskemaskinen, skal alle knapperne knappes op, og skjorten skal vendes på vrangen for at mindske slitagen.
Er der kommet pletter på skjorten, kan man påføre en pletfjerner, inden den vaskes. Dette kan også gøres i armhulerne.
Som hovedregel vaskes en skjorte ved 30 grader og maksimalt 40 grader, hvis den er meget beskidt. Man kan altid læse vaskeanvisninger på lappen, der er fastsyet på vrangsiden af skjorten for at forsikre sig.
Hvordan stryges en skjorte?
Strygningen af en skjorte har kæmpemæssig betydning for, hvordan man fremstår.
Det tager ikke meget mere end et par minutter at stryge skjorten, og de par minutter er lagt rigtig godt ud, hvis man ønsker at se pæn og præsentabel ud i skjorten.
Før strygningen
Til at starte med skal man anskaffe sig et strygebræt, et strygejern med dampfunktion og en sprayflaske, som kan bruges til at fugte skjorten med.
Inden man påbegynder strygningen af skjorten, er det vigtigt, at den er fugtig. Man kan derfor med fordel stryge skjorten, efter den er vasket, og inden den er helt tør. Hvis skjorten er helt tør, kan man bruge sprayflasken til at fugte skjorten med. Det optimale er at fugte skjorten, og lade den stå i et par minutter inden strygningen foretages.
Det er desuden altid en god idé at tjekke vaskeanvisningerne for at undgå at stryge ved en for varm temperatur og derved skade skjorten. Inden strygningen skal skjorten være fuldt knappet op.
Selve strygningen
Generelt, er det en god idé at lægge vægten på den bagerste del af strygejernet og undgå at presse for meget. For at få en jævn strygning kan det være nødvendigt rette skjorten ud ved at trække lidt i stoffet.
Når skjorten skal stryges, er det fordelagtigt at starte med ærmer og manchetter. Disse kan hænge udover strygebrættet, mens de andre dele stryges, således at det undgås, at de krøller igen. Det er vigtigt, at manchetterne er knappede op, inden de stryges som det første. Herefter strækkes ærmerne så der ikke kommer folder. Det er tilstrækkeligt at stryge ærmet en gang, da både forsiden og bagsiden vil blive strøget på samme tid.Når kraven stryges, bør den bukkes op, hvorefter forsiden af skjorten kan stryges. Strygejernet bør føres mellem knapperne på skjorten, hvorledes det undgås, at der efterlades mærker. Efter ryggen er strøget og strygningen færdig, kan man med fordel lade skjorten hænge på en bøjle i 10 minutters tid. På denne måde køler skjorten af, og det undgås, at skjorten krøller igen med det samme.